
En lod af din jord - klassisk kormusik og fællessang på Sallerupgård
En lod af din jord - klassisk kormusik og fællessang på Sallerupgård
Får sange om høst og bølgende korn en anden betydning, når de synges midt i det landskab, de handler om, og med udsigt til moderne landbrugsmaskiner?
Oplev en korkoncert i særlige omgivelser, når Kammerkoret Nordglød og landmand Søren Madsen på Sallerupgård inviterer til en sanselig koncertoplevelse om landbrug og landskab. Syng med på fællessang og lyt til klassiske og moderne korværker i maskinhuset midt på et aktivt, økologisk landbrug i det smukke landskab ved Avnø fjord.
Start eftermiddagen med en rundtur i landskabet ved fjorden og god mulighed for at hilse på køerne og nyde kaffe, kage eller et glas vin fra kl. 13, inden koncerten med Nordglød starter kl. 15.
Alle kan være med, når vi sammen synger det danske landskab frem med et udvalg af kendte fællessange fra Højskolesangbogen. Søren Madsen fortæller undervejs i koncerten om livet som moderne landmand på en stor økologisk gård med malkekvæg.
Korets musikalske program byder både på folkelige sange i velkendt tonesprog og moderne korværker, der vækker øret på ny. Musikken kredser om menneskets forhold til naturen. Fra det lille menneske i det store, vilde landskab, til høstsalmen ‘Du gav mig, o Herre, en lod af din jord’, med dens taknemmelighed over den jord, vi har til låns. Koncerten rummer desuden et nyt, gennemkomponeret arrangement af Jeppe Aakjærs “Stille hjerte, sol går ned” skrevet særligt til Nordglød af den prisvindende unge komponist Gustav Ertbølle.
Der er stole at sidde på i maskinhuset, og det er delvist opvarmet, men husk alligevel en varm jakke og tag et tæppe i tasken.
Om Nordglød og Sallerupgård
Nordglød Kammerkor er et ambitiøst amatørkor, som synger klassisk a cappella-kormusik i 4-8-stemmige arrangementer. Koret har en ren, ensartet og afbalanceret lyd, som klinger af de kontraster, vi omgiver os med i Norden.
Dirigent Karen Ertbølle Madsen er Nordgløds kunstneriske leder. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Karen er en engagerende og levende musikformidler og en visionær dirigent med øre for detaljen og musikkens fortælling.
Sallerupgård er et stort økologisk landbrug med malkekvæg. Gården er ejet af Søren Madsen og ligger smukt i det bølgende landskab lige ned til Avnø fjord.
BEMÆRK: Arrangementet starter med en rundtur i landskabet omring Sallerupgård. Derefter kaffe/kage/vin. Koncerten starter kl. 15. Billetten er til hele arrangementet, uanset hvor meget man deltager i.
Arrangementet er støttet af Oplysningsforbundenes Lokalforeningspulje, Dansk Oplysningsforbunds Grøn Hverdag og Lyngby Taarbæk Kommune.
Avnøvej 19, 4750, Lundby
Get directions



